Vi bliver alle født med en åbenhed og nysgerrighed på verden og er i mange år helt afhængige af vores primære omsorgspersoner til at vise os vejen… Desværre er der børn, der ikke bliver mødt med nærvær og kærlighed, men vokser op i et hjem, hvor der måske er for travlt, måske et alkoholmisbrug, måske psykisk / fysisk vold, en voksen, der selv slås med udfordringer i sit liv, eller hvor der bare ikke er opmærksomhed og rummelighed på barnets følelser og behov…
Det lille barn kan ikke andet end indordne / udvikle sig under de forhold, og må bygge sit liv på manglende tryghed og tillid til sine omgivelser. Det begynder at føle sig forkert, det får en opfattelse af, at det er ‘mig der er forkert’….
I det rum af ‘omsorgssvigt’ opstår det, man kan definere som et udviklingstraume. Et grundlag for et voksenliv, hvor man ikke trives i sit liv, og her ligger måske også grundlaget for adhd, stress, depression, angst, ptsd eller andre svære udfordringer.
Det kan i ens voksenliv være svært at se denne sammenhæng til svigt i barndommen, det er ikke nødvendigvis synligt som med vold og misbrug. Usynlige psykiske tilstande der er blevet ‘normalen’, at det jo er sådan livet er, at det er normalen for den måde, vi taler til hinanden.
Skam – vi kender alle ordet skam… og alligevel er det et diffust begreb for mange, og ligeså forunderligt er det, at den hele tiden er med os i vores relationer med andre mennesker. Vi er jo et ultrasocialt flokdyr og har i 10 tusindvis af år ikke kunnet overleve uden at have trygheden ved at være en del af en flok. Engang betød det at blive udstødt af flokken den sikre død… Dette er stadig en del af vores biologiske nervesystem. At vi hele tiden regulerer os i forhold til hinanden. Skam som den sociale radar sikrer, at vi at fungerer i vores relationer og har et velfungerende sammenhold og samfund.
I vores dagligdag har vi en række ord, som mange kan nikke genkendende til, det kan være oplevelsen af at føle sig forkert, utilstrækkelig, værdiløs, til besvær, svag, lille, dum, uelskelig, ond, mærkelig, unormal… Alt sammen følelser der i forskellig grad gør, at vi føler, at vi er ved at overskridne nogle grænser for, hvordan vi interagerer med hinanden. Måske en fornemmelse af helst ikke at ville blive set, gemme sig væk, skjule sig for andres blikke.
Så skam er så grundlæggende en følelse og går lige fra den lette rødmen, blufærdigheden til en grad, der er meget mere ødelæggende for vores trivsel og så begrænsende for, at vi kan leve vores liv i nærvær og naturlig kontakt med andre mennesker. Denne dybe skam er nærmest en invaliderende tilstand, hvor vi mister os selv, al accept af os selv, al venlighed mod os selv og et liv, hvor vi grundlæggende føler os forkerte og uønskede.
Når det lille barn ikke bliver set og mødt med kærlige og rummende øjne, når barnets behov ikke bliver set og reageret på, men tværtimod bliver gjort forkert både i sine behov og følelser, kan barnet ikke andet end indordne sig. Denne grundlæggende forkerthed bliver en tilstand i vores nervesystem og vil videre op i vores voksenliv være en modspiller for vores trivsel, væren med os selv og vil gøre det svært at indgå i trygge relationer. Det kan være så uudholdeligt, at man for at overleve og ikke mærke denne smerte, opbygger et misbrug, trækker sig fra kontakten til andre mennesker, opgiver sig selv, havner i noget depressivt, eller måske bliver uadreagerende, bruger foragt, grandiositet, arrogance… Et liv hvor man har mistet sig selv…
Alice Miller har i sin bog “Det selvudslettende barn” skrevet om det lille barn der mister sig selv (Det falske selv) for at tilpasse sig de vilkår som dets primære omsorgspersoner kan tilbyde, og hvordan barnets fundament kommer til at bygge på manglende tillid til at indgå i relationer til andre mennesker og ikke mindst dybe tilstande af skam.
Disse tilstande tager vi med videre ind i vores liv som voksen, hvor den påvirker vores trivsel og livsglæde… På den terapeutiske rejse er det vigtigt at arbejde både med sine tanker og følelser
Alice Miller beskriver denne rejse med følgende ord…
Vi kan intet ændre ved vor fortid, vi kan ikke gøre de skader, vi blev tilføjet i barndommen, ugjorte. Men vi kan ændre os selv, vi kan »reparere« os selv, vi kan genvinde vor tabte integritet. Det kan vi gøre, i og med at vi beslutter at se nærmere på den viden om det, der skete, som er lagret i vor krop, og bringe det op i vor bevidsthed. Vist er denne vej ubekvem, men den er den eneste, der gør det muligt for os endelig at forlade barndommens usynlige og dog så grusomme fængsel og forvandle os selv fra et ubevidst offer af fortiden til et ansvarsbevidt menneske, der kender sin historie og lever med den.
De fleste mennesker gør nøjagtig det modsatte. De vil ikke vide af deres historie og ved derfor heller ikke, at de dybest set stadig bliver bestemt af den, fordi de lever i deres uforløste, fortrængte barndomssituation.
De ved ikke, at de frygter og undgår farer, som engang var reelle farer, men som forlængst er holdt op med at være det.
De bliver både drevet af ubevidste erindringer og af fortrængte følelser og behov, som ofte på en perverteret måde styrer stort set alt, hvad de foretager sig, så længe de forbliver ubevidste og uafklarede.